Den 6. Sans

Den 6. Sans

 

Den 6. Sans - 5 dage med en daglig installation baseret på hver af de fem sanser, der udmønter sig i et crescendo af den 6.

 

 

Mandag/ STIG REX THOMSEN, maler, lader sig inspirere af synet i teksten "Den Gule Plet" (se slut siden), malet i en begrænset palet

 

Tirsdag/ CAMILLA HOWALT, installationskunstner, skriver og redigerer ny tekst med udgangspunkt i syn- og følesanserne - "Papillarer" (se slut siden)

 

Onsdag/ JO DAM KÆRGAARD, billedkunstner, og ELSE the baker FOSS, bager, lader smagssansen teste med Bornholm in mente

 

Torsdag/ GRY BAGØIEN, komponist og musiker, udfordre ørene med en musisk samtale mellem sang og dyrelyde

 

Fredag/ THOMAS SEEST, performance kunstner, installerer lugten i uforudsigelige retninger

 

Fredag er dagen, hvor alle kunstnernes fem sanser kulminerer og kan opleves på samme tid og sted

 

Fredag/ Speciel guest HÅKAN STOLFER, mystiker og poet, afrunder ugens program med et digt

 

Drinks og smagsprøver undervejs

 

Velkommen!

 

Den 6. Sans - en performativ udstilling i R2 Galleri, Bornholms Kulturuge 2015, mandag 14. - fredag 18. september 2015 kl. 11-17

 

Den 6. Sans har modtaget støtte fra Bornholms Kulturuge

 

Camilla Howalt

mandag

 

DEN GULE PLET

 

På forvæggen, som beskrives som den konvekse side, med en flade der buer udad, ser han ind i verden. Med lyset lader han sig registrere gennem alverdens farver og former. På bagvæggen derimod, hvor kuglen opleves som konkav, formet som en flade der buer indad, er der ham givet en mulighed for at se i den modsatte retning. Ud i mørket. Der hvor hun er.

 

Bagerst i øjet sidder stavcellerne. Deres opgave er at registrere lys, hvorimod tapcellerne registrerer farve. Denne plet som på latin kaldes Macula Lutea, er med tiden blevet omdøbt til Den Gule Plet.

 

Gul var hans yndlingsfarve. Som små kugleformede citroner, der i overfladen lignede hud. Indeni var farven lysere, gennemsigtig. Gylden. Når han pressede den, smækkede hans læber sig. I starten kiggede farven frem i små områder, som for eksempel når han gik i haven og kiggede ud over massen af forskellige farvede blomster. En gul der, en anden gul der. Men så begyndte den at fylde mere. Det var som om den overtog de andre farver. Den overtog styringen. Så at sige. Han lod sig overtage af den. Ikke kun konceptuelt, også fysisk overtog den ham. Eller sådan så det ud, når han kiggede ned af sig selv. Gul var alt han så.

 

Han følte hende klukke af glæde. Hvorfor han begyndte at kalde den Den Gule Plet. For når han fokuserede på noget, så var det den der ramtes. Hinden i den gule plet. På bagvæggen af øjet. Senere blev den mere personlig. Og han begyndte at referere til den som `Hende´.

 

Da han først begyndte at kalde den `Hende´, var der ingen vej tilbage. Ingenting han så i den ydre verden forblev det det var. En blomst var ikke kun en blomst, den var en gul blomst. Og var den for eksempel til at starte med rød, forblev den ikke rød. Den blev gul. For at opvarte og opmuntre hende. Blev alting gult. Alskens nuancer af gul, florerede i hans sind. I starten kæmpede han mod denne indtagelse af gule nuancer i sit sind. En form for indre ildebrand, en form for sol formørkelse. En hornhindes formørkelse.

 

Det føltes vidunderligt, først. Som at gå med farvede briller. Lysegule linser. Og selvom den indadvendte sol, til tider, kunne brænde hans syn til pletter af sort aske, forblev han. Nær hinden. For der i brændpunktet, var det som om han voksede sig større, udover sin helt egen ensomhed. Han følte, i de øjeblikke hvor det ikke brændte så helvedes dybt ind i sjælen, at han havde røntgen syn. Som at se igennem materie. Se ind til det. Helheden af ham. En Gul Plet. På bagsiden af hinden.

 

 

Camilla Howalt

tirsdag

 

PAPILLARER

 

Jeg ånder den ind.

 

Synet af den blævrende kugle, som han sagde. Jeg skulle. Jeg skulle derefter lade det yderste af pegefingerens fingerspids glide let hen over den. Den er levende. Jeg kan mærke dens puls. Undersøgende lader jeg mine små streger aflæse dens koder. Den føles blød. Og glat. Og glinsende. En begyndelse på noget. Som den usynlige hinde beskytter, holder den æggeblommen samlet. Vugger den. Let. Dens eksistens er vuggende. Som en citron rand, blævrer den. Når jeg skubber lidt til den. Får jeg lyst til at smage den?

 

På et tidspunkt. Måske. I tredie måned øges væsketrykket. Det udvider huden, og får det yderste af lemmerne til at svulme op. Som en sø-salamanders tæer. Store og runde, ballonagtige. På det yderste af de tynde fingre. Jeg griner. I samme øjeblik får jeg lyst til at stikke den med en nål. Bulen. En form for uheldig ondskab. På et kikset tidspunkt. For at se. Hvad det er, der er, indeni. Det sårbare. Flyder den over? Og med hvad. Ligesom æggeblommen ville. Gøre. Det. Gør det! Gør det!

 

Jeg holder vejret.

 

Tør jeg det? Jeg holder nålen helt tæt på hinden, prøvende. Prikker jeg. Den giver efter, lidt. Efter lidt. Bruger jeg færre kræfter. Nærmest umærkeligt, lader jeg enden af den sylespidse nål, glide hen over den blævrende porøse hinde. Tirrende. Den skutter sig, som nøgen hud, omslutter sig. Ved kulde.

 

Igen! Jeg holder igen. For ikke at stikke hul helt igennem. Den lille geleagtige klump. Så det der ville være gult, havde det været en æggeblomme, ikke flyder over. Jeg holder lidt tøvende igen. Skulle nødigt forbløde. Rytmen i stikkene svarer til hans bevægelser. Pulserende. Er den parat? Jeg ved han tror den er det: Han forestiller sig allerede at verden er gul. Jeg stikker. Smilende. Et lille bitte hul på blommen. Får det gule til langsomt at sive, som tråde, sol-tråde, i lange baner, ud i verden. Vikler det sig, usynligt, om alt der trækker vejret. Det omfavner. Alting. der bevæger sig. Blomstrer. Træer. Og strå. Hans ansigt på skrå, ku´ det være rigtigt. Alt det de så?

 

Min hånd lægger sig, runder sig, blidt omkring det bløde, blævrende. Sivende. En finger for åbningen. Holder det flydende tilbage. Det pulserer let. Banker på indersiden af hånden. Lidt efter bliver trykket mindre påfaldende. Efter ganske kort tid, foldes huden om sig selv. Danner disse bitte små unikke streger. Små, næsten usynlige, koder. Aflæses.

 

Jeg puster ud.

 

 

Camilla Howalt

onsdag

 

MAMMON

 

Blandt mel, vand og salt. Surdej. Lå hun og forsmagte sig. Yderst bevægelig. Boblede hun afsted. Men alligevel begrænset. Engang en fugl med vinger. Med vinger. Ville hun have kunnet flyve. Hvorhen hun ville. Hun mærkede sig selv mod det blå. Sig selv mod skyerne. Først frihed.

 

Små fugtige pletter på jorden. Figenblodet. Løber langs revnerne på brødet. Hun havde forsmagt sig på den søde, lidt klistrede juice. Grådigt havde hun kastet sig ind i det flydende røde. Forbundet med griskhed, sagde han. En af de syv dødsprinser. Hun vidste det. Han havde forhindret hende. Havde klippet vingerne af hende. Med en saks. En af de store med orange håndtag.

 

Med løget ved sin side, et af de mange, lag på lag. Aftvinger han hendes tilstands hukommelsestab. Et lag af gangen. Afbrændes. Mod det nybagte brød. En svidende fornemmelse af neutralitet.

 

Tungen. Smækker. Igen. En slimhindebeklædt muskel. Meget bevægelig. Meget bevægelig. Den mest bevægelige muskel i kroppen. Messede hun. I går havde hun haft ham, at tale med. At reflektere sig selv i. I dag lå hun, for sig selv, som en uformelig masse. Et blødende selv af salte, søde, syrlige og bitre. Papiller.

 

En samling af bitte små løgformer. Nogle lettere forbrændte. Andre afsvedet. Skoldede. Sidder på den bagerste del af tungen i en v-form, som for fred. Men hun ville ikke have fred. På den forreste del af tungen. Formen eller uformen, nu uden vinger, slår sig. I sin vrikken. Hun ved at det er hendes arbejde at registrere de forskellige ingredienser. Tungen er, bibringer af smage. Fuglen, hendes daemon, dens budbringer. Med sine bittesmå løgformede vinger. Går hun mod det umulige, havde han sagt. Mens hun lå og strittede med sig selv. Midt i det klistrede og søde.

 

Rygsøjlen findes kun på hvirveldyr. Et hvirveldyr er et væsen med rygsøjle og brusk. De fleste hvirveldyr har udviklet to par lemmer samt en hjernekasse. Dermed holder de balancen. Hun var ikke længere et hvirveldyr, sagde han. Hun var ren muskel. KonDen mest bevægelige af dem alle.

 

 

Camilla Howalt

torsdag

 

PI ANO

 

Subjektiv lyd hører under kategorien Tinnitus. En indre ringen eller summen for øret. En form for psykedelisk lyd. Der formes ved tilstedeværelse. Kategorier, som abstrakte, ikke kun i overført betydning, rygrade. Hjælper. Med at give hvirveldyret form. Kun hvirveldyr kan smage. For eksempel. Tolerancen, som en kategori. Kategori ér rygrad. En objektiv konstruktion.

 

Tolerancen sætter sig i den lydisolerede boks, for at høre om kroppen er i live. Inde i det venstre øre presser lydene sig frem for at overtage kroppens opmærksomhed. Sprænge dens rammer for normativ monotoni. Den er hverken melodiøs eller rytmisk. Den er nærmere eksperimental. Som at være til høreprøve. Hos ørelægen. Temmelig instrumental, med undtagelse af de øjeblikke hvor det hviner. Hisser, kradser. Skriger. Stilhed.

 

Den eksperimenterer med kroppens opmærksomhed. Lyden som tortur-instrument. Ubehagelig. Smertelig. At vente på pauserne. Et fortjent hvile. Et mellemrum. Mellem to strukturer. Et dørtrin. Indtil kakofonien, den `uskønne´ sammenblanding af forskellige elementer. Igen tager over. En skøn sammenblanding af forskellige elementer. Et crescendo. Af forskelligheder. Som et græsk tempel, opretholdt af søjler fra alle tider. Akser. På kryds og tværs.

 

Tolerancen for lyde i rummet sættes på en prøve. I det venstre hjørne i rummet. Sætter den sig. Lyttende. Den subjektive lyd skriger, hviner. Bider. Hvis den havde en rytme. Hvis jeg forudså rytmen. Så ville den kvæle. Mig. Som at lytte til sekund viseren. Istedet bærer hårene vibrationerne mod fortolkningens tempel, i det inderste rum. Et sted hvor lydene kastes rundt. En to tre. Af ørernes arkitektur, ligesom i lungerne. Sitrer de. Lader sig kærtegne af luften.

 

Blødt. Svagt. Blidt. Lytter du til planterne, synger deres vibrationer. Jeg ser dem vugge til lyden af din stemme. Han siger det er vinden. Jeg tror det er klangen. Din lyd omfavner kroppene indefra. Spreder sig som ringe i deres indre have. På væggene, som skygger. Åbner blomsterne sig.

 

Camilla Howalt

fredag

 

DET OLFAKTORISKE LØG

 

Udløb for snot. Forbundet med tårekanalerne. Og vand. Græder når lagene, lag for lag, afpilles. Den eneste sans direkte forbundet med hjernen. Som coke, eksploderer løget når sansen påberåbes.

 

Ikke ørene, men lugtesansen, en mindernes sans. Tæt forbundet med instinkterne, en sans tænker jeg, tæt forbundet med tarmsystemet. Instinkternes ophav. Et indre sted. Formet som et løg, med lag, på lag, med rødder. Små bitte arme der bringer lugtene fra markerne, gårdene, slagterierne, fra det ydre rum til det limbiske system, den lugtende hjerne. Hed det. Dén indre del af verden. Vækker billederne til live. Længsler.

 

Forår, duggen der, pause, der drypper. Drypper. Et nyslået græs, strå der dufter fra din mund, mens du gnaver og stritter det fra mellem dine tænder. Smagen af den elskedes sved under armen, hans hår efter to dage, af tarme der hænger fra nord, og påfører min næse lugte jeg ikke kan beskrive med ord. Billeder der sidder fast i mine muskler. Strammer grebet, så jeg næsten ikke kan. Trække. Vejret.

 

En stank så dunkel, uhyrlig, en indre hule jeg ikke vidste jeg kunne bevæge mig i. Lange tarme af mørke gange. Lod jeg mig føre. Som i blinde, uden lys, eller farve. Sort-brun. Slimet der hang som gardiner på væggene, et minde. Før jeg vidste af det, bøjede jeg mig forover, bukkede mig, krummede mig sammen, og vendte alt indeni mig, udad. Jeg brækkede mig, endnu en lugt der får det til at vende sig i mig. Bare ved tanken. Føj.

 

 

En harsk lugt. Saltet. Tør. Fugtig. Besk.